Boligregner.dk giver forbrugere overblik over boliglånsmarkedet
Pressemeddelelse udsendt af Scanrate Financial Systems A/S, Århus 17. december 2010
Debatten og rådgivningen om boliglån fokuserer alt for meget på første års ydelse og alt for lidt på de øvrige egenskaber ved lånene. Med Boligregner.dk håber den århusianske virksomhed Scanrate Financial Systems A/S at bringe nuancerne ind i debatten.
It- og konsulenthuset Scanrate har lanceret et gratis online-værktøj til alle nuværende og potentielle boligejere. Værktøjet, Boligregner.dk, skal hjælpe de private forbrugere med at få overblik over deres lånemuligheder. Målet er klart: At give en vidensindsprøjtning til danskerne, så de får et bedre grundlag for at træffe deres egne beslutninger.
– Debatten og rådgivningen om boliglån er fokuseret på første års ydelse. Ved at nøjes med et enkelt tal forsøger man at gøre valget af boliglån simpelt og nemt for låntagerne, men ofte er resultatet det stik modsatte, forklarer partner, ph.d. Svend Jakobsen fra Scanrate. Mange låntagere mister overblikket og ender f.eks. med at tro, at et afdragsfrit lån er billigere end et tilsvarende lån med afdrag.
Valget af boliglån kan ikke reduceres til et enkelt tal. Valget af boliglån er en afvejning af mange egenskaber på samme måde som købet af en bil. Lånet med den lave ydelse i starten kan blive dyrt at indfri. Lånet, der klarer sig bedst ved rentestigning, er måske dyrest ved rentefald.
Konsekvensberegning af låneforløb
At gennemskue boliglån er kompliceret, men langt fra umuligt. For at træffe et valg har man behov for at sammenligne de forskellige egenskaber på tværs af de enkelte lån. Det er ideen med Boligregner.dk, forklarer Svend Jakobsen.
Værktøjet foretager konsekvensberegninger over en periode på fem år. Som privat husejer kan man hurtigt se, hvad det koster at optage eller omlægge lånet, hvad man skal betale i rente og afdrag, hvad det koster at tilbagebetale lånet, og hvilken indflydelse, renteændringer har på ens ydelser.
–Boligregner.dk er ikke et mirakelmiddel. Det er et redskab til at skabe en fornuftig dialog mellem private forbrugere og deres långivere. Ved at informere om nuancerne giver vi de danske boligejere og boligsøgere et bedre fundament for at deltage aktivt i samtalen.
Hele Danmark som målgruppe
Firmaet bag Boligregner.dk, Scanrate, udvikler til dagligt software til obligationsanalyse og lånerådgivning for den finansielle sektor. Med Boligregner.dk har virksomheden fokus på den almindelige boligejer, fortæller Svend Jakobsen.
– Som finansiel konsulentvirksomhed sidder vi med redskaber og viden til at beskrive sammenhængene på lånemarkedet. Mange af vores kunder blandt de finansielle institutioner kan godt se ideen med at lave en mere omfattende rådgivning, men de frygter, at kunderne skræmmes væk af de mange tal. Den frygt mener vi er ubegrundet, og med Boligregner.dk forsøger vi at give vores bidrag til debatten til gavn for de private forbrugere.
Fakta
Boligregner.dk er åbnet 15. december og stilles gratis til rådighed for alle private forbrugere.
Scanrate Financial Systems A/S leverer konsulentydelser og systemer til lånerådgivning og obligationsanalyse til den finansielle sektor.
For yderligere information kontakt Scanrate på telefon 86 205 200.